Danske kommuner er ikke rustede til alene at håndtere hændelser som jordskredet i Randers
Frem for at lægge en kæmpe opgave på kommunens skuldre, bør virksomheden Nordic Waste tage ansvaret på sig i arbejdet med at rydde op efter jordskredet i Randers. Sådan lyder det fra KL-formand Martin Damm (V), der ikke ser meget sammenhæng i virksomhedens handlinger den seneste måned.
– Det er jo deres ansvar at dække de risici, der er ved at drive virksomhed. Det kan man gøre på mange forskellige måder, men at man bare trækker sig væk og overlader det til det offentlige, er højst mærkværdigt, og det klæder ikke virksomheden. Det ville være betimelig, at de tog mere ansvar nu, siger han.
Det er ikke gået stille for sig, siden heftig regn medførte et jordskred på affaldsvirksomheden Nordic Wastes område i slutningen af 2023. Cirka 2,5 millioner tons forurenet jord har siden været på vej mod blandt andet den nærliggende Alling Å og Ølst By.
National stab samlet
Katastrofen i Randers er langt over, hvad en dansk kommune selv kan håndtere. Både økonomisk og operationelt. Derfor er den nationale operative stab, NOST, blevet aktiveret, hvilket sker når der opstår større kriser og hændelser i Danmark, og fredag har der været møde i staben.
– De myndigheder, der er en del af Den Nationale Operative Stab, NOST’en, samt Miljøstyrelsen, Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen har fredag afholdt et møde med det formål at dele information om situationen vedrørende jordskredet ved Nordic Waste i Randers, således at de nationale myndigheder har et ensartet situationsbillede.
Ikke lang tid efter jordskredet ramte området, forlod virksomheden med kort varsel matriklen, hvorefter kommunen måtte tage over og forsøge at holde den kæmpe mængde forurenet jord i skak og undgå forurening af åen. Ifølge kommunen har virksomheden i begrænset omfang deltaget i koordineringsmøder angående jordskredet.
Nordic Wastes fralæggelse af ansvaret har fået flere ordførere i Folketinget til at rette kritik af virksomheden for ikke at påtage sig opgaven. Samtidig har Miljøministeriet varslet Nordic Waste om to påbud, der pålægger virksomheden at træffe de nødvendige foranstaltninger for at jordskredet ikke medfører forurening af Alling Å, og at virksomheden skal stille sikkerhed for, at den kan betale for oprydningsarbejdet.
Folketinget har samtidig tirsdag besluttet at lægge over 200 millioner kroner til side som en sikkerhedsforanstaltning for oprydningen.
Giver anledning til spørgsmål
Først og fremmest har Martin Damm ikke andet end gode ord til overs for Randers Kommunes arbejde med det alvorlige jordskred.
– Stor ros til Randers Kommune, for at samle bolden op og arbejde i døgndrift for at finde løsninger på udfordringen, siger han.
På den anden side ser KL-formanden dog anledning til at være bekymret over virksomhedens håndtering af sagen. Det handler til dels om den bekymring, der ifølge KL-formanden kan opstå hos mange borgere, som kan blive nervøse for, om de for eksempel kan få den nødvendige hjemmehjælp i den nærmeste fremtid, hvis kommunen skal betale udgifterne for oprydningen, som indtil nu er løbet op i mere end 41 millioner kroner.
– Det giver også anledning til spørgsmål. Jeg tror ikke, vi har været ude for, at en dansk virksomhed ikke selv arbejder på en sag, de er en del af. Der må være mange, der tænker, hvad der egentlig blev af virksomheden i forhold til opgaven, siger han.
Martin Damm er opmærksom på, at der fra Nordic Wastes side ligger noget forsikringsmæssigt i hele sagen, men indtil den del ligger fast, har virksomheden stadig ansvaret. Det ikke bør lægges over på en tredje part – i dette tilfælde Randers Kommune.
Virksomhedens manglende ansvar kan ifølge KL-formanden have den konsekvens, at virksomheder i almindelighed bliver sat i et dårligt lys, og at det kan ende med at føre både et dårligere omdømme med sig, men også nye regler.
– Man har et objektivt ansvar for den virksomhed, man driver. Jeg er nervøs for, at man ud fra det her dårlige eksempel gør det svært at drive virksomhed i al almindelig, siger Martin Damm.
Hos Dansk Industri er man ligeledes af den opfattelse, at man som virksomhed bør tage ansvar i alle sager. Sådan lyder det i et skriftligt svar fra Karin Klitgaard, der er underdirektør for miljøpolitik og cirkulær økonomi i Dansk Industri.
– Vi vil altid opfordre virksomheder til at tage ansvar og til at indgå i et konstruktivt samarbejde med myndighederne uanset sagens substans i øvrigt – det gælder også i denne sag, udtaler Karin Klitgaard.
Tre millioner kubikmeter
En ny rapport udarbejdet af COWI for Randers Kommune viser, at cirka tre millioner kubikmeter jord kan være i bevægelse fra Nordic Waste, og først når op mod 1,5 millioner kubikmeter jord er løbet ud vil jordskredet stoppe. Den proces vil tage op til to år.
Rapporten kigger desuden også på scenarier, hvor man lader jorden skride. Det kan dog betyde, at jorden vil skride over Ølst By.
Rapporten fortæller dog også, at man kan lave en kontrolleret opfyldning, hvor bevægelsen af jordskredet kontrolleres løbende med gravemaskiner, dumpers og dosere, så jordskredet stabiliseres før Ølst By.
Kommentarer