Farvel til de blå futter i Rødovres institutioner
Blå futter, medicinbægre og engangsflasker spiller hovedroller i Rødovre Kommunes strategi, der skal nedbringe forbruget af engangsplast.
Plastik er noget, vi alle kender. Det er eksempelvis svært at gå i et supermarked uden at få en del plastikemballage med hjem. Det producerer affald, og det forurener – og det vil Rødovre Kommune gøre noget ved.
Kommunen har derfor vedtaget en plaststrategi, som skal reducere forbruget af engangsplast. Ambitionen er at gå forrest i kampen mod plastikaffald, og det er et initiativ, der glæder Rødovres borgmester, Britt Jensen.
”Det er vigtigt, at vi som kommune gør, hvad vi kan for at reducere vores eget forbrug, og at vi er et godt eksempel for både vores borgere og virksomheder. Jeg håber, at vi med Plaststrategien kan være med til, at alle tænker lidt mere over deres eget forbrug af plastik i hverdagen,” siger hun.
Plaststrategien er i god tråd med Rødovre Kommunes øvrige engagement på klimafronten. Kommunen er bl.a. sammen med en række andre kommuner med i projektet DK2020 – Klimaplaner for hele Danmark. Samarbejdet betyder, at Rødovre skal udarbejde en lokal handlingsplan for klimaet, og kommunen forpligter sig på at være klimaneutral i 2050.
Futter, flasker og plejehjem
Rødovre Kommune har allerede som følge af plaststrategien kigget på bl.a. sit eget forbrug af engangsflasker af plastik til vand. Det har ført til et stop af salget af plastflasker i kantinerne på Rådhuset og Teknisk Forvaltning.
De klassiske blå ”futter”, altså de overtrækssko, som mor og far tager uden over skoene i daginstitutioner, fylder også godt i regnskabet. Institutionerne bruger årligt 6.000 overtrækssko. Derfor bliver futterne helt afskaffet. Det kan fx ske ved at have skofri zoner i institutionerne eller med lånehjemmesko som erstatning for futterne.
Desuden bliver der på to plejehjem forsøgsordninger, der skal mindske forbruget af engangsplastik. Eksempelvis bruger de kommunale plejehjem mere end 57.000 medicinbægre af plastik om året. De bliver fremover erstattet af bægre af pap eller glas. Der kommer også fokus på de over 31.000 plastikbakker med låg, som plejehjemmenes køkkener og cafeer bruger til take away hvert år.
”Vi danskere har et meget stort forbrug og er generelt blandt de bedste i verden til at producere affald. Plaststrategien skal hjælpe os i Rødovre Kommune til at give et bidrag til at nedbringe den globale forurening,” siger Britt Jensen.
Den globale produktion af plastik er mangedoblet siden 1950erne. Ender det i vores natur, udgør det en trussel mod sundheden for såvel mennesker som dyrelivet.
Strategien blev vedtaget på Kommunalbestyrelsens møde 26. oktober (nummer to på dagsordenen).
Kommentarer