Samfund

Landdistrikter: Statsgaranti på boliglån giver landdistriktsborgere et stærkt kort på hånden

Foto: Landdistrikternes Fællesråd.

Det tilbagevendende problem med finansiering af visse boliger i landdistrikterne får forhåbentligt snart en ende med regeringens udspil til en ny model for statsgaranti på boliglån. Fredag blev den præsenteret af erhvervsminister Simon Kollerup og formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

En ny model, der stiller en statsgaranti på den yderste del af et boliglån i visse udsatte områder, blev fredag præsenteret af erhvervsminister Simon Kollerup i landsbyen Ejby i Middelfart Kommune. Flankeret af formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, fremlagde han en model for, at færre danskere fremover skal opleve at få et nej fra banken til boliglån i landdistrikterne.

Og det er et problem, formanden for Landdistrikternes Fællesråd er stødt på gentagne gange de seneste mange år.

– I den bedste af alle verdener, behøvede vi ikke at indføre en statsgaranti på boliglån i landdistrikterne. Men virkeligheden er desværre en anden. I landdistrikterne oplever borgerne visse steder, at deres muligheder for at optage realkreditlån afgøres af andre forhold, end det er tilfældet i andre dele af Danmark. Derfor er jeg glad for, at regeringen i dag kommer med et bud på en løsning, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:

– Med den her ordning får borgerne i landdistrikterne et stærkt kort på hånden, hvis deres drømmebolig ligger i et af de berørte områder.

Og Danmark er for lille et land til store forskelle, derfor er det ikke fair, hvis man får nej til et lån i banken på grund af postnummeret, understreger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.

– Derfor tager vi nu endnu et stort skridt for at understøtte sammenhængskraften og fællesskabet på tværs af landet og for at give en håndsrækning til vores landdistrikter. Forhåbentligt vil flere danskere, der før har fået nej til et lån på grund af deres postnummer, fremover kunne få et ja til drømmehuset. Det er klart, at vi ikke vil kunne hjælpe alle, men vi mener, at der brug for et opgør med den skævvridning, der er sket på vores boligmarked, udtaler han.

Regningen må ikke ende hos borgerne

Forslaget om en statsgaranti på dele af boliglånet skal til forhandling blandt Folketingets partier i den nærmeste fremtid, og i den forbindelse bemærker Steffen Damsgaard, at det er vigtigt, at ordningen kommer til at dække og virke bredt, så alle problemstillinger omkring finansiering af boliger i landdistrikterne bliver løst, og at prisen for lånet for låntageren skal være så lav som muligt.

– Det er afgørende, at den enkelte borgers boligdrøm i så mange situationer som muligt kan blive hjulpet, og at det ikke ender med, at låntageren skal betale for høj en pris for den statsgaranterede del af lånet. Derfor har vi i Landdistrikternes Fællesråd en klar forventning om, at det bliver en præmis for forhandlingerne.

Modellen er foreløbigt tidsbegrænset til at vare tre år og vil løbende blive evalueret i dialog med den finansielle sektor. Og Landdistrikterne Fællesråd vil følge de effekter, modellen igangsætter i landdistrikterne, understreger Steffen Damsgaard.

– I de kommende år vil vi i Landdistrikternes Fællesråd følge udviklingen tæt, og jeg ser frem til at fortsætte den gode dialog med regeringen, Folketinget og finanssektoren. For selvom vi med denne ordning forhåbentlig løser ét problem med boligfinansiering, er udfordringerne i forhold til blandt andet finansiering af selvejende institutioner, erhvervsejendomme og adgang til risikovillig kapital endnu ikke løst, siger han.

FAKTA: Sådan er modellen for statsgaranti på boliglån skruet sammen

Regeringens udspil henvender sig til de tilfælde, hvor det ikke er køberens økonomi, der giver benspænd, men alene bankens usikkerhed om boligens værdi. Med den foreslåede model bliver det muligt at få del i statsgaranti på den del af boliglånet, der ligger mellem 60 og 90 pct. af boligens værdi for boligejere, der har:

– en m2 pris på maks. 8.000 kr., eller

– hvis boligen befinder sig i et postnummer med en gennemsnitlig m2 pris på maks. 8.000 kroner. Dog under betingelse af, at boligens m2 pris ikke overskrider 10.000 kr., eller

– I postnumre hvor det ikke er muligt at opgøre en gennemsnitlig m2 pris, kan boligen alligevel indgå, hvis postnummeret ligger i en ”kommune længere væk fra en større by” kategoriseret efter regeringens Regional- og landdistriktspolitisk redegørelse. 

Køber forpligter sig ydermere på at betale 1. pct. af det statsgaranterede beløb.

Modellen er foreløbigt tidsbegrænset til at vare tre år og vil løbende blive evalueret i dialog med den finansielle sektor. Institutterne forventes at kunne søge om ordningen fra andet halvår 2022.

Kommentarer