Af Steffen Larsen, Liberal Alliance

Socialdemokratiets EU-parlamentariker Niels Fuglsang er faret i blækhuset for at bebude sin »undren« og »bekymring« over ungdommens opbakning til Liberal Alliance (Pol., 9. november). Ifølge Fuglsang er det svært at se, hvordan Liberal Alliances politik kan lede samfundet ind i fremtiden, og derfor kan han ikke forstå, hvorfor vi fik et strålende valg. Lad mig forklare.

Liberal Alliance er først og fremmest gået frem, fordi vi tør sige vores ærlige mening. Vi mener ikke, at Christiansborg skal køre på velfærdspolitisk automatpilot, hvor de offentlige udgifter bliver større og større, skatterne bliver flere og flere, og det personlige ansvar bliver mindre og mindre.

Vi ser ikke danskerne som stakler, der skal ynkes. Vi mener ikke, at man per automatik får et bedre liv af, at politikerne byder sig til med letkøbte løsninger på alle éns problemer. For det eneste, ingen kan forære os, er følelsen af at have gjort en forskel i eget og andres liv. Uanset hvor dårlige kort, livet nu engang har tildelt os, har vi altid selv et ansvar.

Det er vi vel nok det eneste parti, der siger. Vi taler til folk som myndige og ansvarlige mennesker – og særligt ungdommen har kvitteret ved at give Liberal Alliance vores bedste valg nogensinde.

Niels Fuglsang skal være velkommen til at pippe videre i afmagt over, at unge mennesker ikke stemmer det, som han mener, de skal. Men jeg tror ikke, det overbeviser ret mange. Og når hans parti på blot én valgperiode hæver skatterne mere end 40 gange, trækker et spor af skandaler efter sig, pumper gavechecks ud til kernevælgerne og gør 9 ud af 10 indkomstgrupper fattigere, så forstår jeg godt, at de unge hellere vil drømme om en anden fremtid end den socialdemokratiske nutid.

Liberal Alliance har ført en kampagne baseret på håb, frihed og optimisme, og det har udgjort et tiltrængt korrektiv til den kakofoni af røde politikere, der har overbudt hinanden med forslag om at fratage danskerne deres personlige ansvar.

Når man pakker borgerne ind i et tykt lag bobleplast af bistandsydelser og tilskudsordninger, gør man dem en bjørnetjeneste. Hvis man omvendt løsner den socialdemokratiske velfærdsstats snærende bånd, slipper man kreativitet og virkelyst fri. Det er dét, der danner grobund for en fremtid, der er god, grøn og gavmild. En fremtid uden socialdemokratiske skattesmæk, gavebodspolitik og skræmmeretorik.

Så måske de unge bare godt kan se meningen med, at vi som samfund taler det enkelte menneske op, lader danskerne beholde flere af deres egne penge, står vagt om retssikkerheden samt skaber et friere og rigere samfund med flere muligheder?

Måske de unge bare er liberale?