Land og by

Røde Kors-ambassadører skaffer 13 millioner kroner til Røde Kors

For første gang siden 2019 kunne mere end 200 Røde Kors-ambassadører mødes på Ragnarock i Roskilde. Foto: Victor Britorn Vestergaard/Røde Kors

Røde Kors-ambassadører har trodset corona og indsamlet millioner til hjælpearbejdet de senere år.

Fredag den 1. juli mødtes over 200 Røde Kors-ambassadører på rockmuseet RAGNAROCK i Roskilde. Det er første gang i tre år, at det igen er muligt at mødes til fejring af flotte indsamlingsresultater. De tre afgående Klub 10-hold har sammen med Klub 100 rejst over 13 millioner kroner til Røde Kors’ hjælpearbejde, mens Danmark delvist har været lukket ned. Samtidig udnævntes den nye Klub 10, som overtager stafetten frem til sommeren 2023.

Ideen bag Klub 10 er at engagere en lille kreds af særlige kultur- og erhvervsfolk, som i kraft af deres ekspertiser og netværk giver den fuld gas med at skaffe penge til Røde Kors i et år. Bagefter fortsætter de som Røde Kors-ambassadører i Klub 100.

Corona lader ikke til at have bremset de kreative Klub 10-medlemmer. Der har både været standup-show, fundraisere på d’Angleterre, loppemarkeder, løbearrangementer og salg af smykker, vin, sportstøj, julegaver, sko, skønhedsprodukter og meget andet til fordel for Røde Kors’ hjælpearbejde.

Fedt at se de ansatte så stolte

Direktør for Mikkeller, Mikkel Bjergsø, er et af de nu afgåede medlemmer, der det seneste år har brugt meget krudt sammen med sine ansatte på at samle ind til Røde Kors:

– Det har været fedt at inspirere hinanden i Klub 10, og jeg kommer også til at samarbejde med nogle af de andre fremover. Men det vildeste har været at se, hvordan alle de events, vi har lavet hos Mikkeller, har samlet hele virksomheden og gjort de ansatte vildt stolte af at samle ind. Derfor var det sidste event da også en stor Røde Kors-fest, hvor alle medarbejdere var inviteret, så vi kunne sige ordentligt tak, siger han.

Også designer og TV-vært, Emil Thorup, har det seneste år sat konkurrence-genet på spidsen for at samle ind til Røde Kors’ hjælpearbejde.

– Det er så godt tænkt af Røde Kors at samle typer som mig og andre, der ikke kan tåle at tabe, griner Emil Thorup og fortsætter:

–Så får man lige tirret sit ego og vil være ’den bedste’ til at skaffe penge. Og jeg må bare sige: Nøj, hvor er folk klar til at hjælpe. For en gangs skyld har jeg heller ikke haft dårlig smag i munden over at tjene penge eller presse nogen til at give mig noget. Fedt at være med i et netværk med et højere formål!, lyder det fra TV-kendissen.

Det falder os naturligt at være med

De to direktører for Nordic Female Founders, Mia Wagner og Anne Stampe Olesen, er nogle af de nye Klub 10-medlemmer, der glæder sig til at tage stafetten op.

– For os er det helt naturligt at støtte Røde Kors, som blandt andet står for ligeværd. De indsamlede penge går jo fx til mødre og kvinder i hele verden, og i Nordic Female Founders går vi ind for lige vilkår og lige kompetencer. Samtidig er Klub 10 et super netværk, hvor det bliver sjovt at gøre noget meningsfuldt sammen, siger Anne Stampe Olesen.

Katja Bamberger Bro, som står bag PR-bureauet FOCKSy og samtalespillene ’Small talk’, har udover det fine formål at samle penge ind en helt særlig motivation for at gå med.

– Det ligger i kortene for mig at være med til at løfte Røde Kors’ Klub 10. En aften i august 2003 købte jeg for min første løn hos Nordisk Film en t-shirt med Klub 10-logo. Samme aften var jeg i byen med den på – og mødte min mand. Så nu er det på tide at give tilbage, lyder meldingen.

Penge til Ukraine og sultkatastrofer

Klub 10 og Klub 100 har de seneste 10 år indsamlet mere end 50 millioner kroner til Røde Kors’ hjælpearbejde. Generalsekretær Anders Ladekarl er meget taknemlig over de vigtige bidrag.

– Vi kæmper med nogle voldsomme humanitære katastrofer lige nu. Krigen i Ukraine selvfølgelig, men også nogle enorme sultkatastrofer i Afghanistan, Yemen og på Afrikas Horn, som forværres dag for dag af krigen, klimaet og manglen på hvede. Så Klub 10’ernes flotte resultater falder på et yderst tiltrængt sted. Jeg er vildt imponeret over deres ihærdighed, siger han.

Anders Ladekarl påpeger, at det også har en kæmpe værdi at have opbakning fra en stor kreds af dygtige mennesker, som altid er parat til at fortælle om Røde Kors og bakke op om organisationens arbejde.

Nu skal de nye Klub 10-ambassadører i gang med at finde kreative måder at samle ind på i de næste 12 måneder.

Røde Kors’ nye Klub 10 består af:

• Katja Bamberger Bro, Founder, Small Talk – Big Questions

• Mia Wagner & Anne Stampe Olesen, Co-founders & CEO, Nordic Female Founders

• Nikolaj Nyholm, Stifter & CEO, Scattershot / Stifter & Bestyrelsesformand, Astralis

• Frederikke Antonie Schmidt, Founder & Creative Director, Roccamore

• Benjamin Geisler-Helsted (samt David Andersen/ Joakim Wridt), Direktør og partner, Mad & Kaffe

• Nadia Lassen, Ceo & Co-owner, Nuura

• Heidi Behrens, CEO & ejer, TMC Nordic

• Lasse Wiwe, Founder & Partner. NoHo Partners Denmark (bl.a. Cock’s & Cows, Camping, Pizzaria Luca & Ruby Cocktailbar)

• Emil Lange, Soloartist/DJ

• Ditte Julie Jensen, CE0 & Founder, By Ditte Julie

• Jens Christian Wandt, Operasanger

• Helle Wagner, CEO & ejer, Wagner Copenhagen (bl.a. Modström)

• Emili Sindlev, Stylist & Creative Consultant

Læs mere og se tidligere Klub 10 medlemmer på hjemmesiden www.rodekors.dk/om-os/klub-10/om-klub-10

Kommentarer