Travlhed fører til flere arbejdsulykker i landbruget
Antallet af arbejdsulykker i landbruget er steget de sidste seks år. Bedre planlægning og fokus kan bidrage til en mere sikker arbejdsdag i et travlt landbrug.
Landbruget er sammenlignet med mange andre brancher en farlig arbejdsplads, hvor man skal have respekt for dyr og store maskiner. Tal fra Arbejdstilsynet viser også, at antallet arbejdsulykker er steget støt gennem de sidste seks år.
Hos Alm. Brand genkender man tendensen med flere arbejdsulykker i landbruget, men har også bud på at nedbringe antallet af ulykker.
”Hvert år modtager vi alt for mange anmeldelser om arbejdsulykker i landbruget. Selvom arbejdsulykker desværre er noget, som ikke helt kan undgås, kunne flere være afværget,” siger Lars Braune, direktør for Produkt, Pris og Portefølje for landbrugs- og erhvervsforretningen i Alm. Brand.
Forsikringsselskabet vurderer, at det blandt andet skyldes ekstra travlhed blandt andet på grund af ændrede arbejdsgange og en del nye medarbejdere med mindre erfaring.
”Som resten af erhvervslivet har landbruget også været igennem en teknologisk udvikling, hvor de danske bedrifter også er blevet større. De nye arbejdsgange i store bedrifter har medført ekstra travlhed og flere nye medarbejdere, der ikke har samme kendskab til arbejdsgangene og sikkerhedsforanstaltningerne i branchen, og så stiger risikoen for arbejdsulykker,” siger Lars Braune.
Branchen skal især være opmærksomme på fald- og snubleulykker, som forsikringsselskabet hvert år ser mange af. En situation som håndtering af dyr giver også mange skader.
Sikkerhed på dagsordenen
For at knække kurven anbefaler Alm. Brand, at landmændene sætter sikkerheden som et fast punkt på dagsordenen.
”Hvis vi skal den kedelige statistik til livs i landbruget, bør den forebyggende indsats med at undgå arbejdsulykker være et fast punkt på dagsordenen. Det kunne eksempelvis være ved medarbejdermøder, hvor man taler om, hvad man i løbet af ugen har gjort for at undgå arbejdsulykker,” siger Lars Braune og fortsætter:
”I bund og grund handler det om, at sikkerhed er et emne, man taler om i løbet af arbejdsdagen på lige fod med alle andre almindelige driftsopgaver i bedriften.”
Når arbejdsulykken indtræffer, sætter den ofte medarbejderen ude af stand til at varetage sit arbejde i en kortere eller længere periode. Udover de triste konsekvenser for medarbejderen, så udfordres driften af landbruget også. Det kan landmanden tage højde for via en sygedriftstabsforsikring.
”En sygedriftstabsforsikring kan sikre økonomisk støtte i en svær tid, hvis uheldet er ude. Den kan blandt andet betale for en vikar under en længerevarende sygdomsperiode i op til et år. Udover at komme til skade på job, kan en landmand jo også komme til skade i sin fritid, som alle andre. Og her dækker den også,” siger Lars Braune.
Sådan undgår du arbejdsulykker:
Faldulykker
Begræns arbejde fra stiger. Og hvis du skal arbejde fra en stige, skal den sikres i bunden og i toppen. Brug arbejdsplatforme eller stilladser, hvor det er muligt. Det giver bedre og mere sikre arbejdsvilkår.
Snuble- og glideulykker
Anvend altid fastsiddende og skridsikkert værnefodtøj. Og så er det vigtigt at sikre, at arbejdsområdet er ordentligt belyst og ryddet, så du ikke overser de ting, der kan udgøre en fare.
Håndtering af dyr
Dyr kan være utilregnelige. Det er derfor vigtigt, at du kender til deres adfærd og tegn på, at de er stressede.
Eksempelvis når du adskiller en so fra smågrise eller flytter et dyr fra et sted til et andet.
Brug af maskiner
De tonstunge landbrugsmaskiner må kun anvendes, hvis man har fået den rette instruktion. Man skal sikre sig, at maskinerne er vedligeholdte og altid huske at anvende det påkrævede sikkerhedsudstyr.
Kommentarer